Arduinna

Posts Tagged ‘Tumling’

Jeg vil så gerne skrive noget mere… Men engang imellem, må man indse at man står midt i noget man har svært ved at sætte ord på…. Enten af den ene eller den anden årsag….

Ord ville jeg nu nok kunne finde, men jeg er bange for at jeg ikke ville kunne skrive, uden at det ville påvirke et sted, hvor det pt. ikke skal påvirke….

Som skrevet tidligere er Selvskade kommet tæt ind på mit liv, så tæt at jeg har måtte læse om det, for at kunne håndterer det på den rigtige måde….

Her hjælper nemlig ingen løftede pegefinger eller skæld ud…..

“lånt” på Selvskade.dk

Det er faktisk ikke nemt, at overbevise sig selv om, at personen kun skærer i sig selv for at overleve….. Men når man først har accepteret det, så bliver det også meget nemmere at håndterer på en støttende måde overfor den pågældende og det bliver mindre hårdt mod en selv.

At være selvskader er MANGE ting, det er IKKE kun at skære i sig selv…. Man kan skade sig selv på flere måder….

En af de måder kender jeg selv til :

Når hjertet er fyldt af følelser,

& hjernen fyldt af tanker.

Når sjælen er fyldt af minder,

de fleste nogle grimme ar.

Da laves disse ar på kroppen,

som er ligeså svære at slippe,

som dem der er fyldt op i min sjæl.

Skrevet af mig d. 23.08.01

Den dag gik det op for mig, hvorfor det var SÅ svært for mig at slippe af med et sår, når det først var kommet… Det var ikke fordi at jeg bevidst lavede sår, men når de først var der, så var de drøn svære at komme af med. For det var SÅ nemt at flytte den indre smerte udenpå, om ikke andet, så blot for et øjeblik….

Det var først da jeg, havde rejst mig igen, efter mit kollaps, at jeg kunne begynde at arbejde på at blive fri for de sår…. Vanens magt er den sværeste at kæmpe mod, for lige så snart at jeg er presset, så dukker det op igen….

Som nu her hvor jeg har været optaget af at hjælpe den omtalte person… Det koster en hel del af de dagelige Skeer og pludselig er jeg løbet tør… Og det der sår, som egentlig bare var en rift fra en kat, vokser og vokser…. Og pludselig gør det ondt, når der er en der røre mig på stedet, og det går op for mig hvad jeg har gang i…. Og så klister jeg mig selv ind i Leukoplast, som kun har det klistrende, så jeg ikke kan få en finger ind under, og på den måde slipper jeg langsomt men sikkert af med såret og tilbage er kun et ar…. Endnu et ar, endnu et minde om en svær tid….

Men jeg er stadig en VæltePeter/Tumling og jeg rejser mig op, stærkere end da jeg lagde mig ned… Og det er det der gør at jeg til stadighed har energi, til at kæmpe

At lære at accepterer at man er en Vælte Peter / Tumling ( Kært barn har flere navne, jeg vil fremover bare kalde den en Vælte Peter, for det er hvad jeg er vokset op med ), kræver mange år, hvor man henholdsvis vælter og bagefter rejser sig op…

Hele mit liv har været sådanne…. Der var et tidspunkt hvor jeg følte at jeg væltede og væltede. Men for at kunne vælte, er man nød til at være oppe eller være kommet op igen….

Det var først omkring de 30 år, at jeg begyndte at accepterer, er sådanne er det for mig….

Men ligesom at ukrudt ikke forgår så let… Ja så rejser en Vælte Peter sig altid op igen….

Og de 2 har jeg altid i baghovedet, og når jeg vælter og er igang med at begrave mig selv i mørket, ja så rejser jeg mig altså langt hurtigere nu, for jeg er jo en Vælte Peter, så det går jo nok…

Men efter at jeg har accepterer, at sådanne er det for mig, ja så har mine vælteture, været mindre og mindre.. Og for hver gang jeg rejser mig op igen, så er jeg blevet stærkere og stærkere…

Lige gyldig hvor øv en dag jeg har, så har jeg overskudet til at kunne være der for andre, for det er også i netop samme overskud, at styrken til at finde min egen vej op, bliver fundet.