Arduinna

Posts Tagged ‘støtte’

Der er flere ting/begivenheder der pludselig dukker op…..

Det er sgu noget underligt noget…

I flere år har jeg kæmpet en sej kamp for at huske bare lidt fra min barndom… Og nu havde jeg endelig accepteret at min barndom var lukket land….

Og pludselig for jeg kontakt med folk fra min barndom…. Og specielt 2 fik “sparket” hul igennem og nu strømmer minderne til… Her skal selvfølgelig siges et stort tak for hjælpen til Henrik og Karina….

Ja kan huske at sidste gang jeg mødte Henriks storesøster, virkede jeg meget afvisende overfor hende, set i bakspejlet, var det slet ikke hende, men mig selv jeg afviste…. Jeg havde allerede der bevæget mig, fra barn til fucked up teenager, ikke bare almindelig teenager, men virkelig fucked up…..Jeg har faktisk i dag, bedt Henrik om at vidrebringe min undskyldning…..

Så husker jeg at vi spillede rundbold i gården, men jeg havde ikke ordentlig fodtøj på, så jeg smed dem (Kan ikke huske hvad det var) og løb på strømpesokker… Problemet var at der lå noget ødelagt glas og tro mig det gjorde ondt at få det glasskår ud af foden….

Jeg husker at der lå en vaffel-fabrik på vejen… Der gik vi ofte hen og spurgte om vi måtte få nogel af deres ødelagte vaffler…. De blev alligevel smidt ud… Og ofte gik vi derfra med en ordentlig stak, der stablet ovenpå hinanden, var så høje at vi knapt kunne bære dem….

Det er temmelig spøjst at der pludselig kommer minder frem, som jeg ellers ikke kunne komme i kontakt med tidligere….

Jeg ved at der er en årsag til at min barndom er blokeret, jeg har en stærk ide om hvorfor, men min hukommelse ville ikke afsløre det, da jeg i sin tid var i hypnose, for at få afklaret dette for 12-13 år siden….

Så jeg har sørget for at have et bagland i orden, i tilfælde af at dette eller andet kommer frem og jeg så vil have svært ved at håndterer det… Jeg er klar på alle mulige måder…..

Jeg er som sådanne ikke bange for at der skal komme noget hæsligt frem, jeg ligefrem forventer dette…  Derfor har jeg kontaktet en kontakt-person for at hun skal være klar over, hvad der sker pt. Jeg har så at sige garderet mig…

Ligegyldig hvad der end måtte komme frem… Så er jeg dækket fuldkommen ind, når det drejer sig om at snakke tingene igennem og at få den støtte jeg evt. vil få brug for…..

Så minder, kom frit frem

Indlægget er skrevet i går, hvorfor det ikke blev udgivet er uvist

I morges kl. 4.30 ringede vækkeuret… Jeg skulle op, for at nå den første færge til Svendborg, der sejler kl. 5.55…

Lykke skulle støttes endnu engang, og heldigvis gik det ud over alt forventning….

Jeg er så glad og så lettet… Nu er der blevet sat en streg i sandet…..

Nu er det op til den unge dame at bevæge sig over på den anden side af den streg…

Men mon ikke hele sagen, gør at hun lyn-hurtigt tager skridtet…

Jeg krydser fingre

Nu er jeg træt… Træt som et alderdomshjem….

Gemalen og Luna har hentet mig ved færgen, kørt mig hjem, for derefter at køre ned og handle….

Jeg har huset for mig, og roen nydes….

Nu vil jeg sætte mig med benene oppe og slappe af…

De sidste 2 gange vi har skulle være til Diætist har jeg ikke kunne komme med… Først var jeg syg og sidste gang, var den dag jeg var nød til at tage til Svendborg for at støtte min datter…

I går kom jeg så med… Ikke at der er sket noget… Har tabt 100 g. og det kan jo nærmest ikke betegnes som et vægttab….

Det er ok med mig lige nu… Jeg har været inde i en fase hvor jeg er gået fra at hade alt på min krop, på nær min barm, som under vægtstigning er vokset fra en A til en C skål… Og det har jeg virkelig nydt… Til en mere accept af at min krop nu er som den er pt. og det vil jeg gerne ændre, men det må nu tage den tid, som det nu kommer til at tage….

For jeg kan nemlig ikke alt… Jeg er ikke nogen superwoman og mine priorteter ligger pt. et andet sted… Jo jeg ville virkelig gerne smide den vom jeg slæber rundt på, for det jeg hader mest er at jeg faktisk ligner en der venter mig… Men der er altså andre ting der er vigtigere….

Det vigtige er at jeg har stoppet den opad gående kurve som jeg kørte med og siden august 2007 har jeg nu tabt mig 3½ kg.

Jeg har tidligere tabt mig 10 kg. men også taget dem på igen…. Nu er kosten lagt om… Jeg holder mig stabil og en smule nedad gående… Og det selvom at jeg får mine slikflip…

Men selv mine slikflip er jeg begyndt at ændre på… Vi er begyndt at hygge fredag aften til Disney Sjov, og det gør at jeg den værste trang bliver taget, en gang om ugen… Og et eller andet sted, tror jeg faktisk at det er sundere at spise lidt guf hver fredag, end at gå fuldkommen amok engang imellem..

Jeg har vænnet mig til at spise Riskiks, hver gang trangen bliver for stor, og for at komme min “Prop i munden” refleks til livs…

Har fyldt temmelig meget…

Jeg har siden i fredag konstant haft min datter i nærheden… Enten over telefonen, sms eller på messenger…

Jeg har vævet meget frem og tilbage, om hvor meget jeg skulle skrive her…..

Pt. har jeg valgt ikke at skrive så meget….
Jeg har været her 5000 % for hende siden fredag og en million % i dag…

Da det der skulle ske i dag var overstået, tog vi hen til den institution hvor hun bor…

Jeg fik lov til at se hende, i den gallakjole, hun har fået syet, til et bryllup i familien i næste weekend..

Og hun er tæt på at blive smukkere end den kommende brud

Når festen er overstået, vil jeg vise et billede af den… Men indtil dagen, skal hun have den som en overraskelse til festen….

Jeg havde ikke min mobil med på fastlandet, og det var faktisk noget af en prøvelse…. Jeg manglede den støtte Gemalen normalt giver… Men det viste sig at det gik jo fin uden…

I Svendborg, mens jeg ventede på færgen, mødte jeg Johanne og hende mand… Og jeg blev simpelthen så glad… Det var lige hvad jeg trængte til…
Jeg er simpelthen SÅ glad for det venskab vi er igang med at bygge op… Og mødte gjorde mig SÅ godt at jeg var tæt på at tude….

Tusinde tak til jer begge 2, I havde overskudet til at lytte…I er simpelthen GULD værd

med min ene datter…




Så jeg er lidt fuld af alt muligt andet end bloggen….

På fredag drager jeg til Svendborg for at støtte hende….

Smerter er en underlig ting…. Når jeg selv har ondt, så kan jeg føle og mærke hvad der sker…. MEN

Når Gemalen har ondt, føler jeg en endnu større smerte….. For jeg kan høre og i den grad mærke på ham, at han har ondt… Men jeg kan intet gøre…

Jeg kan “bare” være her og ikke engang det, er “godt nok”…

For engang imellem er det SÅ svært, at forstå at man bliver så sur og gnaven “bare” fordi, at man har ondt…

Jeg forsøger at være forstående og jeg forsøger at være støddæmper mellem ham og ungerne…

Og så pludselig ud af den blå luft, er selv jeg fyldt op… Og så bliver jeg, som mange andre sikkert, vred på ham over at han ikke kan lade være, med at lade det gå ud over ungerne…

Når så al min vrede er ude, bliver jeg SÅ ked af det, for jeg ved jo godt, at han ikke gør det med vilje…. Jeg ved jo godt, at han virkelig forsøger at lægge låg på…..

Selvom at jeg støtter og respekterer sygeplejerskernes strejke, så er det altså også pisse hamrende irriterende at være offer for den. Han blev MR-scannet om mandagen hvor strejken startede om onsdagen… Og på nuværende tidspunkt, skulle vi have haft svar tilbage, men det kan vi ikke få pga. strejken…

Gennem vores egen læge, fik vi i går kontakt til lægerne inde på OUH, og det eneste han (vi) fik ud af det, var at han kunne øge sin prednisolon… Men for pokker, det er altså ikke for sjov… Det er noget skidt noget at gå og tage, og nu har han taget det siden August… ARG

Vi er efterhånden kommet dertil, hvor det ikke længere kun er gemalen, det går ud over, men hele familien..

I går morges ringede jeg til lægen… Nu går det ikke længere…

Gemalen har ondt i sit ene lår….

Han var til lægen i Februar med det, men lægen mente ikke at det var noget at bekymre sig om…

Nåååå ikke ????

Men nu er det simpelthen bare nok, han får ikke sovet… Og bliver direkte sur og tvær (Klart nok)

Den læge der så ham i dag, var forberedt inden vi kom ind, og tog sig tid….

Han kom med et forsigtgt gæt på, hvad det kan være (en nerve i klemme i lænde-ryggen), men sagde også at det kunne vise sig på den MR-Scanning der i forvejen er bestilt til ham….

Han mente at Gemalen burde ringe ind til OUH og få dem til at presse på…..

Gemalen gik derfra med en følelse af endelig at blive hørt…

Hans “Skrappe” kone var jo også med, både som støtte, men også som spørgende…

Selvom at det et eller andet sted er grotesk at man skal komme helt dertil, hvor jeg siger stop (og tro mig der er langt), er jeg bare så glad for at han føler at jeg kan hjælpe ham på den måde….

BTW. Han har forresten fået sin egen blog….Hvis I har lyst, kan I kan besøge ham HER.

var han en “lille” dreng… Han havde himmelvendte øjne, når han fortalte om de andre drenge i klassen, der bruger deo og duftevand…

12 år gammel… Det er for sent at opdrage på ham nu…. Nu kan vi guide, vejlede og råde… Og når den “lille” dreng kigger forsigtigt frem, så kan vi støtte ham vidre….

Jeg har lært så meget i den sidste tid, om at være forældre til en teenager. Jeg er helt klart bedre forberedt nu, end med den første…

Der er 10 måneder til at han for alvor bliver teenager, men jeg ved også at de hormoner der gør at man bliver teenager, starter tidligere end da vi selv var i den alder…

Siden han kom hjem fra hans mor, har hormoner sammen med frustrationer, løbet lidt løbsk… Og der har skulle tages små stikprøver, for at finde frem til en delårsag til problemet… Da den først var fundet, ja så skulle der graves.. For sindet er en stor labyrint af blindgyder…. Men sammen fandt vi vejen og sammen fandt vi en plan…

Mit arbejde er ikke i slut i denne plan, jeg skal sikkert men blidt, holde ham fast….

Kender jeg ham ret, så vil han forsøge at snige sig udenom, for det er den vej han kender… Men han har et mål og jeg skal nok stå her ved siden af og støtte ham… For målet ligger lige der fremme…

Åh ja den kamp kan jeg godt huske…. Da de snakkede om at lukke den skole jeg gik på… Vi demonstrerede og indsamlede underskrifter… Den gang ved at gå på gaden….

Vi besatte vores skole og sov i gymnastiksalen…. Vores kamp dengang var forgæves…

Lykke står også i sådanne en kamp lige nu…. De vil lukkes hendes skole ovre i Svendborg….

Hun ringede med ild i sjælen, og spurgte pænt om jeg ikke ville skrive under…. For at få bevaret deres skole….

Så nu sidder jeg her og husker tilbage, til ilden i min sjæl dengang….

Selvfølgelig støtter jeg min datter…. Hendes kamp er lige så berettiget som min var for ca. 20 år siden…. Kæft mand…. Min datter går i 9. klasse…. Det gjorde jeg også den gang….

Lykke skatter…. Jeg sender bolden ud i Blog verdenen og håber at andre vil følge dig, mig og alle de andre…..

Bevar Nordre Skole i Svendborg…. Giv DIN støtte HER 

^j^ ^j^ ^j^ ^j^ ^j^ ^j^ ^j^ ^j^ ^j^

Jeg tænder et lys for Marianne og hendes familie…

Lad lysene brænde… Og engle omkring beskytte jer.

Det er så træls når livet ikke arter sig som man gerne vil,

og det er netop der at alle andre kan støtte også selvom,

at man som jeg kun har læst med på hendes blog….

Støtte kan man aldrig få for meget af…

Jeg håber at lyset vil vise lyset i en mindre lys tid.

^j^ ^j^ ^j^ ^j^ ^j^ ^j^ ^j^ ^j^ ^j^