I går mens jeg sad og ventede på at vores Badmintonbane blev klar, fik jeg pludselig ondt i halsen…

I løbet af natten er det ikke blevet bedre… Og derudover begyndte min næse også at løbe…….

Jeg har hverken tid eller lyst til at ligge syg igen…… Jeg er for pokker jo lige blevet rask….

Dagen er brugt på sofaen, med min dyne….

Jeg er allerede træt af at pudse næse konstant…

Nu vil jeg gerne have lidt medvind…Tak

Men ikke destomindre, så elsker vi dem…

Vi har dem i flere farver, på alle sider af huset….

Det eneste jeg er ked af, er at de knækker så nemt, hvis det blæser godt… Og på en side har jeg det sådanne at det er naturens gang, men jeg ærger mig hver eneste gang de knækker…

Så nu har jeg bedt om at få sat noget i murværket, så jeg kan binde dem op… Ihverfalde så meget at de ikke knækker så hurtigt….

Hvis man sætter stokroser, af frø, kan man ikke være sikker på farven… Hvis man skal være sikker på farven, så skal man tage et rodskud… Gemalen er vild med dem i bordeaux.. Så dem prøver vi at få nogle af..

Når vi kommer til efteråret og stokroserne har udviklet frø, så er jeg ude og samle ind… Jeg ved at de selv sår sig selv, men hvis jeg ikke samler, har vi dem rask væk i hele haven, for de gør det godt

Men nu har vi heldigvis fået et par i bordeaux, så jeg må ned på alle 4 og se om jeg kan finde nogle rodskud, for at sikre at vi også har dem senere

Vi (Liv og jeg) startede med at være til den afsluttende samtale, så også Liv kunne få resultatet, af hende der havde lavet undersøgelsen på hende…

For mig var det vigtigt at det var hende, der fortalte Liv resultatet… Så det ikke bare var Mor der var åndsvag…

Hun startede med at fortælle alt det positive… Bla. at Liv er en faglig meget dygtig pige og at hun i de faglige ting ligger over middel… Det kom ikke som nogen overraskelse for Liv….

Så forklarede hun, meget blidt til Liv, hvilke vanskeligheder, som Liv har og at hun skal have hjælp til disse…. Det var rart at jeg var med, så jeg ved hvad der er blevet sagt til Liv, samtidig med at jeg kunne fremhæve nogle ting, som undersøgeren ikke nævnte, men som jeg fandt vigtigheden af at hun forklarede Liv…. Da Liv ikke tidligere har ment at der er noget galt…

Den halve time som samtalen varede, tror jeg har virket som en mindre bombe under Liv, og hun var meget mundlam (Hvilket ikke ligner hende) og spørgsmål, var der ihverfalde ikke… Men de skal nu nok komme, når hun lige får sunket samtalen….

Resten af tiden brugte vi på at tøsehygge, os sammen, og det er lang tid siden, at Liv og jeg har haft en SÅ positiv dag sammen….

Her købt vi Fars Dags gave til Gemalen… Den skal han have på Torsdag….

Da vi hentede Liv i Søby i morges var der lidt kaos… Så Liv havde glemt sine spænder… Og hun kan bare ikke have hår ned i ansigtet… Jeg købte så nogle fine spænder til hende i Føtex…. Som det kan ses, blev der også købt andet…. Hvor er det typisk når vi er af Øen

Dette smukke syn, kan jeg bare ikke få nok af…. Det er det bedste syn, når man står i Svendborg…. Nu er færgen rundet hjørnet og vi kan snart komme ombord og sejle hjem igen…

Jeg har siden i fredag konstant haft min datter i nærheden… Enten over telefonen, sms eller på messenger…

Jeg har vævet meget frem og tilbage, om hvor meget jeg skulle skrive her…..

Pt. har jeg valgt ikke at skrive så meget….
Jeg har været her 5000 % for hende siden fredag og en million % i dag…

Da det der skulle ske i dag var overstået, tog vi hen til den institution hvor hun bor…

Jeg fik lov til at se hende, i den gallakjole, hun har fået syet, til et bryllup i familien i næste weekend..

Og hun er tæt på at blive smukkere end den kommende brud

Når festen er overstået, vil jeg vise et billede af den… Men indtil dagen, skal hun have den som en overraskelse til festen….

Jeg havde ikke min mobil med på fastlandet, og det var faktisk noget af en prøvelse…. Jeg manglede den støtte Gemalen normalt giver… Men det viste sig at det gik jo fin uden…

I Svendborg, mens jeg ventede på færgen, mødte jeg Johanne og hende mand… Og jeg blev simpelthen så glad… Det var lige hvad jeg trængte til…
Jeg er simpelthen SÅ glad for det venskab vi er igang med at bygge op… Og mødte gjorde mig SÅ godt at jeg var tæt på at tude….

Tusinde tak til jer begge 2, I havde overskudet til at lytte…I er simpelthen GULD værd

Men nogle gang bliver man SÅ rasende, SÅ vred og SÅ ked at man bare ikke kan andet end at skulle have luft…

At skrive det hjalp ikke noget, jeg fik ikke luft…

Så kunne det da også være lige meget. Jakken på og kameraet i lommen….. Hvis luften ikke ville komme til mig, så måtte jeg jo komme til luften….

Så jeg gik mig en LANG tur i rask tempo, forsøgte at tage lidt billeder af den fantastiske udsigt, som jeg ved lå gemt der bag tusmørket…

Jeg fik mine tanker væk fra det der truede med at springe, både mit hovede og mit hjerte….

De har tappet ham for blod (Sådanne føles det vist), de har lyttet på ham og de kan ikke umiddelbart finde noget der er galt…

De skal have tjekket tallene igen… Hans infections tal..

Når han er på Prednisolon skal de være meget opmærksomme fordi at

“Et af de kraftigst virkende betændelseshæmmende midler med binyrebarkhormon er Pred­ni­so­lon.”

Men heldigvis sender de ham hjem igen i dag… Til stor lettelse for alle…

Men det bliver så spændende når de har resultatet af blodprøverne…

ARG det er til at blive sindsyg af.. Kunne han for pokker da ikke bare blive rask…..