For hver person jeg var sammen med, var det en ny rolle og jeg kom længere og længere væk fra MIG….

Men efter min skilsmisse fra de 3 mindste pigers far, fandt jeg en mand der med et trylleslag, sådanne føles det ihverfalde, fik alle mine roller/masker til at falde….

Sammen med faldet fulgte et total kollaps, der varede i 2 år… Jeg kunne intet, blev indlagt på daghospital og kunne kun holde ud til at være sammen med min familie i 10 min. i træk, så måtte jeg trække mig væk igen….

Så lærte jeg at der var højere til himlen i skoven og at jeg der kunne holde ud, meget meget længere og skoven blev i den grad et sted vi som familie kunne være sammen….

Rask er jeg ikke, det bliver jeg ALDRIG, det har jeg accepteret og lært at leve med…. Men jeg har kæmpet, og kæmper stadig… For hvert eneste lille bitte skridt fremad styrker mig og jeg lære at “cope”.

Langsomt men sikkert, finder jeg frem til en kvinde, der er mærket af fortidens overgreb, men som stærkt kæmper sig fremad…….