Arduinna

Posts Tagged ‘Liv’

Bare lige en kort update…

Det føles som om at der er varme nåle, der stikker i min hals…. Jeg skiftevis møg sveder og ryste fryser….

Så mens jeg ligger underdrejet, får I lige denne her, der er optaget af Gemalen, mandag aften da der var Forårskoncert.

Det er Liv der synger solo og for fanden hvor er hun blevet god til det….

Jeg følte nu hele aftenen at dette var vinderen

Liv var tydeligt ikke enig med mig…. Hun sad til det sidste og heppede på

At de til sidst ikke havde en chance var hun ligeglad med…. Hun nærmest buede Norge ud..

Men hævnen er sød Jeg har hele morgenen og formiddagen sunget omkvædet til Fairytale… Så nu har hun fået den på hjernen

Liv har altid haft svært ved at give slip…

Og da hun har en lillesøster der er knap 2 år yngre end hende har det givet visse vanskeligheder, da hun var mindre….

Derfor fik jeg ikke lige taget sutten fra hende i rette tid…

Da tandlægen sagde at det faktisk var ved at være for sent, pga. hendes tænder, ja så måtte moderen her tænke sig grundigt om…. Jeg vidste at det ikke ville lykkedes, medmindre at jeg tog sutten fra Lea også…. Og selvom at de begge havde lillesøster Luna, følte jeg at jeg på den måde ville kunne få det til at lykkedes… Det ville være hårdt med 2 børn der smed sutten på samme tid. Men jeg følte også at det ville være klart lettere, end hvis jeg kun skulle tage den fra Liv alene…. Hun ville med garanti, snuppe Leas sut fra hende…

Så var der Luna tilbage…. Hun var kun ca. ½ år på det tidspunkt… Men jeg følte at hendes sutter kunne jeg holde styr på….

Så da Lea var 2 år og Liv var knap 4, tog vi ud til suttetræet i Albertslund, hvor vi boede på daværende tidspunkt…

Det gode ved sådanne en handling er at pigerne selv hængte alle sutterne på træet… Og derfor kunne jeg om aftenen sige til dem når de bad om deres sutter… At dem havde de jo hængt ude på træet…..

Jeg valgte rigtigt, følte jeg ihverfalde selv…. Det gik bedre end jeg havde turde håbe på…..

Tandlægen havde advaret mig om at, det sene tidspunkt gjorde at han med næsten 95 % sikkerhed kunne sige at Liv ville skulle have bøjle, når hun blev gammel nok….

HA HA HA den unge dame har lige været til bøjle-tandlæge og hun slap *puhaaaaaaaaa*

Liv havde lovet mig at give lyd, når hun havde været inde og det var først da den sms kom, at det gik op for mig, hvor meget det har fyldt i mig…. Det at det ville have været min skyld, hvis hun skulle have bøjle….. Fordi at jeg var for “svag” til at sørge for at hun fik sluppet den tidligere….

Jeg ved godt at det er noget pis at sige at jeg var for “svag”. Jeg havde været igennem et psykisk hårdt ægteskab og efterfølgende hård skilsmisse……

Lige nu sidder jeg og tuder af lykke over at hun slap…. (Tosset kvinde-menneske)

Inspireret af Madames Huskeblog.

I weekenden fik jeg en meget stor påmindelse om hvad pileflet betyder for mig….

Hele det sidste år, har jeg flettet denne her og et stykke hegn der er gravet op igen i år, samt forsøgt mig med et dødt hegn også….

Men mit hoved har været meget fyldt af alt det nye der skulle ske omkring Liv og hendes vanskeligheder…. Samt at få bearbejdet sorgen over at have et barn med en skade…. Samt det faktum at jeg selv har været medskyldig i denne. Hele denne process har taget temmelig meget energi og må erkende at jeg har glemt at huske, at tage mig tid til de ting der virkelig betyder noget for mig….

I lørdags kom jeg hjem og var lallende glad og lykkelig, hele vejen igennem. Det i en sådanne stor grad at jeg kan undre mig over, at have glemt det. Hvordan kan man fuldkommen glemme at sådanne et håndarbejde, gør SÅ meget for én ???

Ja jeg fatter det virkelig ikke….Men jeg ved at jeg skal huske mig selv på den følelse jeg havde i lørdags… Hvor bare duften af pil på min hænder, kunne få mit smil til at nå op til begge mine ører…

Så husk det der virkelig gør dig glad…. Det der gør dig SÅ glad at du glemmer tid og sted….. Jeg vil gøre et ivrigt forsøg på at huske det fremover

Da jeg havde strikket sokker til Liv… Var der nok rester tilbage af stømpegarnet….

Så det blev til et par pulsvarmere….

Her er det åbenbart rigtig in med disse pulsvarmere…. For det var en meget glad Liv der tog imod dem….

De sidder godt til her på mine hænder og de sidder lidt løst på hendes….

Men jeg er nu yderst tilfreds med mine første pulsvarmere

Da pigernes far skal hente dem, gør jeg dem klar og går i haven med dem. Han ankommer kl. 13.50.

Da han aflevere dem igen, ankommer de præcis kl. 17.00. Jeg går ud og åbner døren for at tage imod pigerne… Jeg kan høre at de snakker sammen ude ved bilen… Lea siger at far skal huske det med kl. 20, hvorefter far meget intens tysser på hende…

Jeg finder det underligt at der er noget med kl. 20, der skal være SÅ hemmeligt, så da pigerne er kommet ind (far sætter dem bare af, ude ved vejen og følger dem ikke ind) spørger jeg til det, det får Lea og Liv til lukke deres mund stramt sammen. Dette finder jeg endnu mere underlig og går dem endnu mere på klingen og til sidst siger Lea til Liv, at de bliver nød til at sige det. Liv “spiller” jeg aner ikke hvad du taler om… Lea beder mig om ikke at kontakte politiet…

Far har sagt til dem at statsforvaltningen har sagt at han gerne må ringe til dem og at det derfor er i orden at de fortæller ham deres mobil tlf. numre (Disse numre blev udskiftet fordi at han ringede til dem flere gange dagligt) Liv og Lea havde givet ham deres numre, Luna kan ikke huske hendes, og de havde aftalt at han skulle ringe til dem, i det store frikvarter.

Jeg inddrager pigernes mobiler og får med det samme skiftet deres numre. Bliver vred og skuffet på pigerne, da det sidste jeg sagde til dem, var at deres mobiler skulle bliver hjemme, da de skulle bruge tiden med deres far og at de ikke skulle give ham deres numre.

Jeg skriver til deres far kl. 17.17.32 “TAK pigernes mobiler er her med inddraget. 1 gang mere og du bliver politi anmeldt igen. De får ikke deres mobiler tilbage før de har nye numre. ” Kl. 23.09.57 modtager jeg følgende SMS fra ham “?? Går du normalt rundt og mangler indhold i din hverdag.? Eller lægger hjerneblødninger bare først for på dit repertoire.. Men mor du dig bare..”

Herefter vælter tingene ud af pigerne.. Frustrationerne, forvirringen, anklager, vrede og had….

Ifølge pigerne har far brugt køretiden mellem Marstal og Ærøskøbing på at snakke med pigerne om følgende ting.

Statsforvaltningen siger at han gerne må ringe til pigernes mobil.

Mor flygtede ikke fra Albertslund, hun flyttede bare.

Far har aldrig skubbet mor med Liv på armen omkuld i sofaen.

Far har aldrig kastet en flaske efter mor.

De sidst 3 ting har jeg snakket stille og roligt med pigerne om, fordi at det er pigernes historie og Liv har været tæt involveret i disse. Liv har en skade, som sandsynligvis skyldes det kaotisk samliv pigernes far og jeg havde.

Pigerne har ligeledes haft brug for at mor, kunne sætte sig ind i hvad de har oplevet og jeg har derfor brugt eksempler fra deres og mit liv med deres far, for at fortælle dem at jeg godt kan sætte mig ind i deres følelser. Ligeledes har jeg brugt disse episoder til at vise pigerne at modsatrettet følelser er naturlige… Man kan godt være vred på sin far/mand samtidig med at man elsker ham.(men også gjort pigerne opmærksom på at jeg ikke siger tingene for at de skal være vrede på deres far, for det ligger jo i fortiden, men siger det netop fordi at det er deres historie)

Gemalen og jeg brugte flere timer på at snakke med pigerne om tingene… Flere gange have specielt Lea brug for at blive trøster og hun gav meget tydeligt udtryk for at det var meget forvirrende at far sagde en ting og mor en anden ting, om den samme ting.

Alt hvad jeg har kunne bevise overfor pigerne, har jeg forsøgt at bevise. Eks. Mit første brev til Statsforvaltningen, der beskriver hvordan jeg var flygtet fra mit hjem. Vores navne og adressebeskyttelse bevis fra kommunen. Jeg ringede op til bedstefar og stillede ham spørgsmålet “Flyttede eller flygtede jeg fra Albertslund”, mens pigerne stod ved siden af… Derefter sagde jeg til ham at jeg satte ham på medhør så pigerne kunne høre hans svar. For at han kunne bekræfte overfor piger at jeg reelt flygtede fra Albertslund.

Far har ligeledes brugt tid på at forklare pigerne at han ikke vidste at han slog pigerne, at han var meget såret, over at et forhold med en kvinde, ikke gik og at han derfor ikke kunne gøre for det. Det var ikke hans skyld at han gjorde det.

Derudover har han sagt til pigerne at det eneste mor var ude på, var at sørge for at han ikke fik lov til at se pigerne. Dette til trods for at jeg har gjort meget for at de skal beholde samværet. Det er rigtigt at jeg i min første ansøgning, ansøgte om at han intet samvær fik, dette for at beskytte pigerne. Jeg har siden arbejdet for at de kunne beholde noget samvær. Bla. Ved at mene at det var en god vurdering at pigerne havde godt af lidt samvær, så længe at de blev beskyttet mod fysisk afstraffelse. (Men er det han har gang i ikke psykisk afstraffelse ??)

Lige nu sidder jeg med tankerne om hvorvidt at jeg skal involverer pigerne i disse ting… Det er tydeligt at de er meget forvirret. Skader jeg mere end jeg gavner ???

Stille og roligt, mærker jeg at jeg har brugt de sidste 1½ år, på at kæmpe…

Kæmpe for mine pigers rettigheder, for at have samvær med deres far, uden at blive udsat for vold…

Nu hvor der er kommet en afgørelse, trænger kampens kræfter sig på….

Tårene får frit løb, ned af min kinder og jeg føler mig træt som et alderdomshjem..

Men jeg er lykkelig…. Min krop er gennemsyret af lykkefølelse…..

Jeg har lyst til at skrige “Jeg vandt, jeg vandt”, for det er følelsen indeni… Men det var ikke mig der vandt, det var mine tre tøser der vandt…

Det var for dem, jeg kæmpede…. Jeg tog kampen, for mine piger er ikke store nok til at kæmpe den slags kampe. Og så er jeg som mor, nød til at kæmpe for dem…..

Mine piger er lykkelige, for nu kan de begynde at se deres far igen… Børn er loyale også overfor en far der slår dem….

Lea og Luna er i fuld sving med at bearbejde det hele… Lea behøver lidt hjælp, men den hjælp burde være på vej… Men de kan begge heldigvis være vrede på deres far, over det han har gjort og samtidig sige at de elsker ham…. Og det er super sejt at de kan det… Det er gode tegn…

Liv kan kun “enten eller” så hun fortrænger det dårlige og nøjes med at elske sin far… Jeg håber at hun en dag, kan rumme begge følelser på samme tid.

Der er SÅ mange tanker, SÅ mange følelser der trænger sig på lige nu…. Det er svært at få det hele med… Så jeg vil nøjes med det jeg har skrevet nu…. Ihverfalde pt.

Efter sagen har kørt i 1½ år…. Er den endelig slut….

Ihverfalde er der kommet en afgørelse… Jeg forventer dog at faderen klager over afgørelsen… For han vandt ikke…. Det gjorde pigerne….

Statsforvaltningen har vurderet at pigerne stadig skal have kontakt med deres far, men for at beskytte pigerne kun 3 timer 1 gang om måneden…

Da vi skulle give vores kommentarer til deres vurdering…. Kunne jeg kun svare, at jeg var 100 % enige med dem…. Selvfølgelig skal pigerne stadig se deres far…. MEN de SKAL beskyttes…..

Jeg tænker, hvor meget skade kan der ske på 3 timer, når man også tager gensynsglæden med…..

Faderen havde bedt om endnu et møde… Så for 14 dage siden blev jeg ringet op af juristen, for at høre om jeg var intresseret….

Det var jeg ikke, for jeg ved at han vil have mere… Meget mere…. Hver eneste gang der har skulle ændres det mindste, så har det været en stor kamp… Selv da hans afhentning om torsdagen skulle ændres til om fredagen fordi Liv startede i skole. Så jeg ved at vi ikke kan blive enige….

Og jeg er fuldt ud tilfreds med Statsforvaltningens vurdering…..

Jeg har kigget langt efter afgørelsen og i dag var den der endelig….

Liv har fået afvide hvad afgørelsen er…. Hun er glad, nu skal hun snart se sin far igen….

Jeg glæder mig til Lea og Luna kommer hjem, så jeg også kan fortælle dem det

Selvom at jeg ikke forventer at vi er færdige, så er jeg alligevel lettet over at vi nu  endelig er kommet SÅ langt

Inden jeg for alvor blev syg, kom Monterings Åge forbi….

Så nu blev jeg færdig med Livs busseronne fra Ingelise…

Den kradser rigtig meget, så der skal altså en langærmet bluse på inden under…

Torsdag morgen vågnede Liv, med brændende pande….

Hun er ikke altid lige nem i hverdagen, det bliver så ikke bedre når hun er syg… Hele torsdagen sov hun dog, med små vågne perioder… Stille og roligt har hun dog fået det bedre…. I dag keder hun sig…. Det er et godt tegn…. Hun har stadig feber og er blevet endnu mere utålig……

I morges vågnede Gemalen, brændende…. Han er dog så stor at han sagtens kan bevæge sig op for at tage noget vand…. Han er ikke så krævende….

De er begge isoleret fra resten af familien…. Ikke at jeg tror at det hjælper noget… For jeg er også ramt… Ikke så hårdt, men ramt, det er jeg…. Min pande er varm og jeg fryser… Men jeg er ikke lige så dårlig som Gemalen, så jeg holder skansen, dog i et langsomt tempo og jeg er ikke lige samarbejdsvillig som normalt…. Jeg orker det ikke rigtigt….

Men det måtte jo komme, det meste af landet har ligget, og indtil nu har jeg prist mig lykkelig over at vi er gået forbi… Jeg har forsøgt at være den der tog mig af Liv, så vi ikke fik spredt smitten…. Men nu er det jo sådanne at Gemalens imunforsvar er svækket, så selvfølgelig skulle han angribes først…..

Jeg må tage tingene som de kommer…. Men ærgeligt er det, når det samtidig er i denne weekend at Patrick er på besøg…. Håber at han kan slippe udenom….