Arduinna

Posts Tagged ‘læge’

Da jeg sent eftermiddag kom hjem, efter at have løbetrænet med de 2 små, samt at have fået købt ind til weekenden…

Kom jeg hjem til en telefonbesked fra min læge….. Om at han gerne vil snakke med mig og at det ikke haster…. Hmmm mine tanker flyver hurtigt et par uger tilbage, hvor jeg fik lavet min 3 årige undersøgelse for celleforandringer og livmoderhalskræft……

Og ganske rigtig…. Jeg har celleforandringer…. Hvor må det være dejligt at kunne tage imod en sådanne besked fra lægen og så virkelig lade være med at bekymre sig…..

For selvom at han sagde at jeg ikke skulle bekymre mig…. Ja så sidder jeg med den viden, at der er kræft på både min mors og min fars side af familien…. Værst på min mors side…….. Hvordan skulle jeg så kunne lade være med at bekymre mig ??????

Nu sender lægen mig vidre til en udvidede undersøgelse, for at finde ud af hvor slemt det er…… Men varslet om at det ikke er kræft nu, men at det sagtens kan være det inden der er gået 1 år…… Det varsel sidder dybt inde i mig…..

Tanken om at jeg skal regne med 3 måneders ventetid på undersøgelsen, virker fuldkommen urimeligt…..

Hvis de siger det mindste dårligt…. Får de afvide at de bare kan fjerne hele møget…. Jeg skal ikke bruge det til mere…. Jeg har fået de børn jeg skal have…. Jeg blev steriliseret allerede da jeg var 30 år…. Der vidste jeg med sikkerhed at jeg ikke skulle have flere børn…. Og der var ingen slinger da lægen dengang sagde til mig at metoden de brugte var så godt som umulig at genoprette igen….. Helt fint for mig……

Jeg er ikke mere end 36 år…. Men jeg har Hedeture, Uro i kroppen, svingende menstruationer og de tager kortere og kortere tid….. Jeg er allerede igang med at skulle stoppe al den “sjov” hver måned…. Så hvis der er noget…. Ja så kan de lige så godt fjerne det hele…… Så vil jeg føle mig mere sikker på at de får alt med ud……

Nu skal jeg lige synke beskeden….. Og så får jeg det nok bedre….. Lige nu syntes jeg virkelig at det er noget møg…

Hvor er det til at blive sindsyg af, ikke at kunne sove, blot fordi at jeg mangler noget medicin….

Den første medicin virkede fint, men jeg har taget 20 kg. på af den, og nu vil jeg altså gerne af med de 20 kg. igen….

Det gik da også fint med at begynde at tabe mig, da jeg var trappet ud af den…… Men så kom søvn forstyrrelserne, først vågnede jeg midt om natten og var frisk i et par timer… Siden sov jeg slet ikke….

Så fik jeg noget nyt medicin, lægen har aldrig hørt om SÅ mange bivirkninger som jeg har haft…. Men den sidste uges tid har vi justeret på mængden…

Først så tog jeg 4 kg. på i løbet af 4 dage, men jeg sov som en sten i 13 timer og efter et par dage, stoppede noget tankemylder, som jeg altid har haft, hvilken dejlig ro, der blev oppe i mit hoved….

Så satte lægen mig ned til det halve, jeg sov stadig som en sten, havde stadig ro i hovedet, men havde til gengæld, konstant hovedpine….

Nu er jeg sat ned til det halve endnu engang, jeg falder i søvn og sover godt om natten, og kan nu vækkes om morgenen, hovedpinen er væk, men tilgengæld er tankemylderet vendt tilbage…

Aii det er virkelig en balance gang det her, samt en vejen for og imod…

Pt. er en god nattesøvn, hvor jeg kan vækkes og ikke har hovedpine, det vigtigste… Men for pokker det var rart at have ro i hovedet…

Har ikke været som det burde….

En af bivirkningerne ved min nye medicin er netop hovedpine…..

Den sidste uger har der kun været 1 dag, hvor jeg ikke havde hovedpine…. Jeg fungerer altså ikke, når hovedet smerter…. Der lukkes helt ned…..

Efter en STOR vægtstigning vægtstigning 4 kg. på 4 dage, faldt vægten igen. Det var ellers tæt på at jeg der havde opgivet min nye medicin…. For det var netop derfor at jeg stoppede med den gamle…. Men nu er vægten igen nede hvor den var inde medicin start….

Men så begyndt hovedet at drille… Må indrømme at jeg er en del træt af det her møg…… Jeg sover i 12-13 timer, er slet ikke til at vække om morgenen og så skal jeg døje med hovedpine også…..

Jeg er igen, tæt på at opgive… Godt nok er jeg B-menneske, men det er altså grænser for hvor slemt jeg vil have det….

På mandag, må jeg have en ny snak med lægen…. Det kan ikke blive ved med at gå…..

Gemalen tog afsted til OUH, her til morgen… Et ganske almindelig eftersyn….

Han skulle allerede afsted herfra 5.30, så her var tidligt liv….

Normalt køre hans radio konstant… Men ikke i dag…

Og for pokker hvor jeg nyder der… Her er ro, hvis det er det jeg vil have og jeg kan sætte lyd på min maskine og høre de lyde jeg vil høre… Uden at generer nogen…

Nogle gange tager Gemalen høretelefoner på, for han ved godt at jeg kan få fnidder af al den lyd…

Jeg værdsætter roen…. Den totale ro der er når jeg er helt alene hjemme….

Nu er det ikke sådanne at jeg ikke bruder mig om musik… Men når det næsten er konstant, så er det rart, at jeg kan fravælge det…

Så selvom at det er træls at Gemalen tager ind til OUH, for at snakke med en læge i 10 min. Så nydes det i fulde drag….

Jeg kan nøjes med mine egne lyde

Jeg troede faktisk ikke at jeg nogensinde ville få brug for muligheden for at lægge password på et indlæg…

Har det egentlig sådanne at hvis det ikke kunne skrives alm. på bloggen, så skulle det ikke skrives…

Men nu blev behovet for at skrive, for at få sat ord på nogen ting nødvendig…. Og da jeg havde skrevet det, vidste jeg med mig selv, at indlæget gik alt for tæt på, til at jeg kunne ligge det ud, til offentlig skue..

Smerter er en underlig ting…. Når jeg selv har ondt, så kan jeg føle og mærke hvad der sker…. MEN

Når Gemalen har ondt, føler jeg en endnu større smerte….. For jeg kan høre og i den grad mærke på ham, at han har ondt… Men jeg kan intet gøre…

Jeg kan “bare” være her og ikke engang det, er “godt nok”…

For engang imellem er det SÅ svært, at forstå at man bliver så sur og gnaven “bare” fordi, at man har ondt…

Jeg forsøger at være forstående og jeg forsøger at være støddæmper mellem ham og ungerne…

Og så pludselig ud af den blå luft, er selv jeg fyldt op… Og så bliver jeg, som mange andre sikkert, vred på ham over at han ikke kan lade være, med at lade det gå ud over ungerne…

Når så al min vrede er ude, bliver jeg SÅ ked af det, for jeg ved jo godt, at han ikke gør det med vilje…. Jeg ved jo godt, at han virkelig forsøger at lægge låg på…..

Selvom at jeg støtter og respekterer sygeplejerskernes strejke, så er det altså også pisse hamrende irriterende at være offer for den. Han blev MR-scannet om mandagen hvor strejken startede om onsdagen… Og på nuværende tidspunkt, skulle vi have haft svar tilbage, men det kan vi ikke få pga. strejken…

Gennem vores egen læge, fik vi i går kontakt til lægerne inde på OUH, og det eneste han (vi) fik ud af det, var at han kunne øge sin prednisolon… Men for pokker, det er altså ikke for sjov… Det er noget skidt noget at gå og tage, og nu har han taget det siden August… ARG

Vi er efterhånden kommet dertil, hvor det ikke længere kun er gemalen, det går ud over, men hele familien..

I går morges ringede jeg til lægen… Nu går det ikke længere…

Gemalen har ondt i sit ene lår….

Han var til lægen i Februar med det, men lægen mente ikke at det var noget at bekymre sig om…

Nåååå ikke ????

Men nu er det simpelthen bare nok, han får ikke sovet… Og bliver direkte sur og tvær (Klart nok)

Den læge der så ham i dag, var forberedt inden vi kom ind, og tog sig tid….

Han kom med et forsigtgt gæt på, hvad det kan være (en nerve i klemme i lænde-ryggen), men sagde også at det kunne vise sig på den MR-Scanning der i forvejen er bestilt til ham….

Han mente at Gemalen burde ringe ind til OUH og få dem til at presse på…..

Gemalen gik derfra med en følelse af endelig at blive hørt…

Hans “Skrappe” kone var jo også med, både som støtte, men også som spørgende…

Selvom at det et eller andet sted er grotesk at man skal komme helt dertil, hvor jeg siger stop (og tro mig der er langt), er jeg bare så glad for at han føler at jeg kan hjælpe ham på den måde….

BTW. Han har forresten fået sin egen blog….Hvis I har lyst, kan I kan besøge ham HER.

Har haft en god dag…

Efter at alle ungerne var sendt ud af døren, satte han sig i lænestolen og jeg lagde mig i sofaen… Og med et trylleslag, var den formiddag væk….

Til aften ringede de dog fra OUH, nogle af hans tal er i ged

Så nu skal han pludselig til Odense i morgen… Sikken fødselsdags gave at få….

Men i det mindste gør de hvad de skal derinde…

Jeg kan ikke tage med i morgen… Han skal op og have 5.55 færgen..

Og pludselig befinder jeg mig tilbage til første skoledag i August…

Han skulle på det tidspunkt ind og kigges på af en hudlæge og først efter 3 andre afdelinger og 5 uger kommer han hjem igen….

Jeg krydser fingre… Håber på det bedste… Men frygter alligevel det værste…..

Lykke er lige sat på færgen.. Weekende er ovre.. Men for pokker hvor har det dog været dejligt at have hende hjemme… Hun er virkelig begyndt at forandre sig…. Det er så rart at opleve…

Ligeledes er det rart at hun er begyndt at respektere mig igen….

Liv, Lea og Luna er vendt hjem efter påskeferie, ferien har været en blandet fornøjelse.. Men man skulle ikke tro at de havde været afsted sammen… Det er SÅ forskelligt hvad de fortæller om…

Jeg trøster mig med at pigernes far i det mindste har været ordentlig ved dem….

De var vildt glade over at Lykke var hjemme da de kom hjem, så hun blev på det nærmeste overfaldet *GG*

Men sådanne skal det nok være, når hun ikke er hjemme så tit….

De 3 små er lagt i seng, efter et ordentligt bad… Deres hovedbunde var fyldt med glimmer…

Patrick ligger syg hjemme hos hans mor… Han er øre-barn og har ondt i ørene… Det er jo hvad der sker… Men så fortæller han i telefonen at han og hans lillebror har været ude og lege i sneen ???? What… Man sender da ikke et sygt barn ud og lege i sne ???

Hvis jeg kender knægten ret… Og det gør jeg efterhånden… Så springer hans trommehinde snart.. For hans mor har “bare” puttet panodil i ham og ikke haft ham til lægen….Jeg kan næsten føle hans smerte… For den bliver ikke bedre som dagene går *Grrr*

Nå, men det blev til en helt omgang mundlort… Men det havde jeg lige brug for…..

Nå, men jeg måtte så en tur til lægen og have kigget på knæet…

Og jeg har Chondromalacia, hvilket på dansk betyder at jeg har en bruskskade under knæskallen.

I det mindste er det venstre knæ den er gal med…. Og det er jeg vant til skaber sig, da det ofte låser pga. den manglende Yderste menisk.

Jeg skal aflaste knæet… I det mindste er det “som regel” noget der går over af sig selv… Så det krydser jeg så fingre for at det gør….

For jeg har læst om andre der døjer i flere år