Arduinna

Posts Tagged ‘borderline’

Der er STOR forskel på at leve med synlige handicaps og så de usynlige….

De synlige kan man og andre tage at føle på, de er mere håndgribelige og dermed møder folk med disse større forståelse og accept….

De usynlige er straks en helt anden sag…. Det er kun en selv og måske ens nærmeste der kan “se” dem…

Jeg kan tage Gemalens smerter, ingen ved præcis hvorfor de er der, nogen egentlig diagnose har han aldrig fået, det eneste han har fået er, at han har smerterne og stivheden og at det ikke har noget at gøre med den schönlein Henoch (auto immun sygdom) han har….

Men ingen kan se hans smerter, ingen kan reelt se/mærke hvad det gør ved hans dag og det er fåtallet der udviser forståelse og reel accept af at han har et handicap…

Endnu værre står det til med de tabu-belagte usynlige handicaps…. De psykiske syge….

At være syg i sindet, er nok noget af det mest uhåndgribelige, med mindre at det er i MEGET svær grad… Så kan andre tydeligere “se” det og så bliver det mere håndgribeligt….. Ikke at man møder en større forståelse eller accept…. Nææeee nej, man bliver vel nærmest landsby tossen…..

Så er der dem af os, der udadtil virker normale… Nuvel vi reagere da lidt underligt engang imellem og får svaret i vest, når der spørges i øst… Og mange andre ting….

Indtil for 8 år siden gik jeg rundt og sagde.. “hvis andre er normale så er jeg unormal og hvis andre er unormale, så er jeg normal… For jeg er ikke som alle andre”. Hvis jeg dog bare dengang vidste hvor ret jeg dog havde…

Men Hvis kan jeg ikke bruge til noget….. For hvis nu jeg havde været klogere, så ville mit liv se andreledes ud…. Og jow tak, der var da ting jeg gerne ville have været foruden, men uden de ting, ville jeg jo ikke være den Quinde jeg er i dag…. Og i bund og grund er jeg tilfreds med hende, nuvel der er da stadig plads til forbedringer, men har vi ikke alle det ???

For ca. 9 år siden startede der en lavine, så stor. At jeg ikke kunne se skoven for bare træer… Jeg mødte Gemalen og vidste med det sammen at han var/er manden i mit liv… Han gav mig en kærlighed og tryghed, jeg på det tidspunkt ALDRIG havde set magen til… Og jeg var den lykkeligste quinde på jorden…. Slet og ret…

Men med hans tryghed, fulgte der også en bagside…..

Inden jeg fortæller videre, vil jeg lige komme med denne lille anekdote, der godt nok handler om Gud, men i min fortælling er det Gemalen…..

En mand er død og kommet i himlen, han møder Gud, og Gud spørger ham om han har været tilfreds med sit liv.
Manden svarer at han i store træk har været tilfreds, at han ikke har været i tvivl om Guds nærvær – hver gang,han har haft succes i sit liv, Men Han synes nu også at livet har givet ham sine knubs, hakker og rifter undervejs.

Gud viser ham to sæt fodspor i sandet på en fantastisk smuk strand og manden kan se, at de passer til alle de gange han har haft en positiv oplevelse i livet, men der hvor han følte sig mest alene, længst nede, mest utilstrækkelig, havde de største bryderier er der kun et sæt spor i sandet, og han spørger Gud: hvorfor er der kun et spor her, hvorfor forlod du mig, hvorfor lod du mig alene – Hvortil Gud svarer: Det var der Jeg bar dig.

Jeg starter med September 2002, et år efter at jeg har mødt Gemalen….. Jeg er ved at tage PC-kørekort og skal op til min første prøve….. Det er ikke fordi at jeg behøver undervisningen, men det at have kørekortet, var nok meget godt, nu da min forældreorlov var slut.

Jeg nåede dog aldrig op til prøven, for samme dag måtte jeg sygemelde mig….. Jeg kunne ingenting, var røget i en kælder sort, sort, sort som kul……

Jeg endte til lægen, som mente at jeg havde en mild depression, så jeg blev sat på antidepressiv medicin… Men lige meget hjalp det…. Jeg sank dybere og dybere og så kom angstanfaldene… Noget jeg allerede som 17 årig havde stiftet bekendskab med, så jeg vidste hvad det var, da det første anfald ramte mig, som lyn fra en klar himmel, på en ellers okay dag…. Jeg nærmest faldt i armene på Gemalen og beskyttet af ham, hans arme og resten af hans krop, genfandt jeg roen… Det var her jeg fandt ud af for første gang, hvilken støtte Gemalen var… Senere skulle det vise sig at han var mere end en støtte, han var søjlen i mit univers, der sørgede for at jeg ikke forsvandt fuldkommen ind i glemslen. Det kan godt være at jeg i perioder forsvandt derind, men søjlen forblev stærk og ved min side….

Efter at have været syg på denne måde i 1½ år, krævede kommunen en undersøgelse hos en speciallæge på det psykiatrisk hospital Augustenborg….. Jeg blev rigtig vred, for hvad fanden lignede det, ikke at stole på at jeg havde det SÅ skidt som jeg havde det….

Men den dag i dag, fremstår d. 08.04.03 som en af de bedste dage i mit liv, på lige fod med fødslen af mine dejlige unger og vielsen med Gemalen……

Samtalen med Psykiateren tog 4½ time og var drøn hård, jeg havde Gemalen ved min side hele tiden…. Intet i mit liv er hemmeligt for ham, så selvom at vi kom ind på episoder i mit liv, som egentlig ikke tåler dagens lys, var der intet han ikke vidste i forvejen…. Psykiateren spurgte ellers meget respektfyldt om jeg ønskede at Gemalen skulle gå ud, da vi nu skulle snakke om ting, der måske ikke var så rare at snakke om, og ting som Gemalen måske ikke vidste noget om….

Da vi kørte hjem den dag, jublede jeg som jeg ikke havde gjort i LANG LANG tid, sådanne rundt regnet i 1½ år. Endelig vidste jeg hvad der var galt med mig og hvorfor jeg altid har følt mig udenfor resten af verden. Psykiateren nøjes ikke bare med at give mig 1 diagnose….. Nope jeg fik hele 4, men pludselig var det som om at alle de løse ender jeg havde i mit, blev samlet…. For pokker, der var jo en grund til det hele……

Psykiateren ændrede på stedet min medicin, så istedet for en mild omgang lykkepiller, kom jeg på en meget høj blandet dosis af dem. Og så ville han skrive en henvisning, med haster udenfor, til Distrikt Psykiatrisk Team i byen hvor jeg boede…

Da vi kom hjem gik jeg hurtigt igang med at søge al den oplysning om min Primær diagnose, alt på nettet blev gennemsøgt og gennemlæst. Biblioteket blev dynget til med bestillinger på bøger, hvor jeg kunne læse om sygdommen. De bestilte endda en bog hjem fra USA til mig…. Og jeg læste og læste, ligeindtil jeg var ved at brække mig, af at læse de samme ting igen og igen. Men på det tidspunkt havde jeg også læst om sygdommen i 1 års tid.

Da jeg kom dertil (Distrikt Psykiatrisk Team) 2 måneder senere, blev jeg indlagt på Daghospitalet, 3 timer 2 gange om ugen… Set tilbage på det år jeg var indlagt der, kan jeg ikke andet end at ryste på hovedet…. Min kontaktperson svigtede aftaler flere gange, uden at jeg blev orienteret og flere gange endte afdelingen med at ringe til Gemalen for assistance, udelukkende fordi at samtalerne kørte mig SÅ langt ned, at de (uddannet personale) ikke formåede at få mig op igen….

Det samtalerne fremkaldte var såkaldte minipsykoser, den 17. juni 2006 havde jeg min sidste, hvilket jeg er utrolig glad for, da jeg ingen kontrol havde, anede ikke hvad jeg gjorde eller hvad jeg sagde. Men det værste ved dem var nu nok at vi aldrig vidste hvornår de kom og hvad der fremkaldte dem.

Efter at have været indlagt i næsten 1 år, ændrede de måden, de behandlede på og det kunne jeg på det tidspunkt ikke forene mig med, jeg kunne ganske enkelt ikke overskue det, så jeg blev udskrevet. Kort tid derefter fik jeg tilkendt førtidspension. Begge dele gjorde at jeg fik det bedre… Disse ting skete i April og Maj 2004

Sommeren kom i 2004 og vi fandt vores hus på Ærø. Flytningen til roligere omgivelser gjorde også at jeg fik det bedre…

Langsomt men sikkert har jeg rejst mig op. Min personlighedsforstyrrelse vil altid være en del af mig, men den er ikke længere konstant styrende. Jeg kan ikke se mig fri for enkelte episoder hvor den viser sit ansigt og heller ikke se mig fri for at jeg pga. den ikke kan “tåle” stress, men grænsen for hvor grænsen ligger, flyttes hele tiden og jeg kan “tåle” mere og mere….

Jeg kan give det eks. at da vi var flyttet, var det enormt stressende for mig at tage en 3 timers tur til Svendborg, sådanne en tur ville ødelægge mit overskud i flere dage…. Nu er det kun hvis jeg skal afsted flere gange den samme uge, at jeg kan mærke det….

Jeg har en kontaktperson der kommer hjemme hos mig efter behov, i gode perioder kan der gå 3-4 uger imellem og i dårlige perioder kommer hun hver uge. Derudover har jeg altid DPT (Distrikt Psykiatrisk Team), som jeg kan hive fat i… Der skal selvfølgelig være en grund til at jeg gør det.

I skrevne øjeblik har jeg kontakt med DPT, for at få hjælp til at ændre, de reaktionsmønstre jeg har, når jeg støder ind i forskellige situationer, der starter en negativ spiral for mig, for jeg skal lære ikke at tage alting personligt, samt lære at spørge folk hvad de mener, istedet for at tro at de mener det negativt, når jeg oplever situationer der får mig til at tro det.

Som mange andre bloggere har jeg også en lille notesbog i tasken, i den skriver jeg de ovenstående situationer. Situationen, følelserne og tankerne omkring det. Så tager jeg det op med hende fra DPT, når hun kommer. Bagefter noterer jeg, hvilke kommentarer hun har til det, og på den måde kan jeg selv arbejde videre med det.

Jeg har arbejdet så meget, læst så meget og levet så meget med min Borderline, at jeg kunne blive ved med at skrive. Men på et eller andet tidspunkt skal jeg stoppe dette indlæg.

Hvis du skulle have læst med hele vejen, så WOW for det blev godt nok noget af en smører