Arduinna

Archive for the ‘Personligt’ Category

Jeg sidder på græsset i haven, forsøger at finde lidt ro, da det ikke var til at finde andre steder….

Sætter mig i skrædderstilling og forsøger at mediterer på min vejrtrækning….

Pludselig bliver jeg hevet voldsomt tilbage til virkeligheden….

Liv råber til Gemalen

Mor er blevet til en statue, mor er blevet til en statue

Det var meget svært at lade de ord passerer og blot være i min vejrtrækning…..

Mit liv har været en LANG kamp…

Gang på gang bliver jeg slået i gulvet….

Uden at komme nærmere ind på grundene, der ellers er rigeligt at tage af… Kan jeg dog nævne afhængighed af alkohol og div. stoffer….

Men hvorfor står jeg så stadig oprejst og med livsmod i behold ????

Ja ser du, svaret er faktisk ganske enkelt…. Humor…..

Det kan godt være at jeg ikke syntes at kampene er særlige morsomme, men jeg finder min vej ud/op igen og jeg har efterhånden lært at ligegyldig hvor sort det så end ser ud…. Ja så er der altså et lys for enden af tunnelen….

Tag nu Liv, der fik påvist en skade, ved en gennemgående undersøgelse for 2 år siden… Hun fik en kontaktperson, hvor hun har tilbagt de fleste eftermiddage, vi lagde hendes liv i meget faste rammer og fik andre værktøjer til at hjælpe og støtte hende….

Også her igennem bloggen har vi fået hjælp, både af Mette Lykke og Kat. Og stort som småt er jeg virkelig glad for deres hjælp.

Det har fandeme ikke været nogen sjov process, men jeg kan faktisk smile i dag og sige at hun er vendt 160 grader… Selvfølgelig mangler der stadig noget, men jeg kan oftere og oftere rose hende for ting der er blevet markant anderledes….

2 års kamp og nu lyser lyset for enden af den tunnel stærkt….. Det lyser SÅ stærkt at jeg, med hovedet oprejst tager kampen op med næste store problem…..

Humoren kom ind da vi kunne se lyset…. For Lea ser nemlig op til sin Storesøster og hvad storesøster gør, er det rigtige…. Også selvom at det er uhensigtsmæssig adfærd…. Men når Liv himler med øjnene over lillesøster… Ja så kan jeg grinende prikke til hende og sige at hun jo har lært det af den bedste…

Og på bedste teenager vis, flover hun sig nu over sin opførsel…… Men kan så også se/forstå hvorfor vi har reageret som vi gjorde…..

Grin af dig selv, hvorfor lade andre have alt det sjove (laugh at yourself—why let others have all the fun)

Vi griner af os selv og de kampe vi har overvundet, ellers ville vi blive siddende i en kælder sort som kul….

Hvis ikke jeg/Vi kunne stå på den anden side af en situation, og grine af det hele, så ville vores liv godt nok blive for surt….

Når man sådanne sidder og tænker over det, så findes der ganske enkelt MANGE tabuer i Danmark…. Tabuernes land

Men hvorfor har vi alle disse tabuer ????

Personligt har jeg aldrig selv fattet det….

Menstration taler man ikke om, det er blot noget vi kvinder har 1 gang om måneden….

Men ved du hvad….. Jeg har altid forsøgt at forene mig med den… Men det har ikke været nemt… Lynhurtigt fik den betegnelsen “Mit lort” for jeg føler virkelig sådanne om det…. Det er en pestilens der har forpuret mit liv, hver måned…

I starten i form af at jeg blødte igennem, så i form af ulidelige smerter, så i form af styrt blødninger, der tappede mig fuldkommen for energi… Dernæst skulle jeg opleve et helvede i form af P.pille migræne først et par dage før det kom, så blev det værre og værre og endte med at jeg havde anfald 1-1½ uge før og efter….

Så fik jeg nogle børn, derefter kunne jeg stille uret efter den og pludselig er tiden kommet hvor jeg ikke rigtig aner hvor jeg har den…. Den kommer som vinden blæser og opfører sig som en af mine umulige møgunger

Men der er heldigvis lys forude….. Jeg ved godt hvorfor den driller mig nu…. Ikke fordi at jeg har fået det testet, det sagde min læge sidste år, nemlig at de test der, kunne man ikke rigtig stole på…. Men Hedeture, uregelmæssig mens osv. er blevet en del af mit liv…. Men det er helt okay med mig… Jeg glæder mig til at træde ind i den 3. alder, hvad kvindelighed angår……

Det er 7½ år siden jeg har kunne producerer børn, så jeg skal ikke bruge det til mere og det ligger heldigvis til min familie at gå tidligt i overgangsalderen….

Og så er der sex, vi er godt nok begyndt at være mere åbne om det, men nok mest på brevkasse niveau….

Da jeg var ung og havde brug for en veninde at tale med om sex, for det formoder jeg at man taler med veninder om , havde jeg ingen, så hvem skulle jeg så tale med…. Jeg valgte hende der havde født mig, men det kunne hun bare slet ikke…… Tabu tabu tabu, sådanne noget fortæller man ikke sin mor….

Hmmmmm, jeg vil sgu hellere have at mine børn, snakker med mig, end slet ikke at have nogen at tale med…. Så her bryder jeg, et tabu… For sex er helt okay at snakke om…. Og heldigvis har min ældste datter det fint med det og vi kan sagtens snakke om det, også uden at nogen af os bliver knald røde i hovederne……

Og den der snak, de fleste mødre ser frem til med stor gru, at skulle have med sine døtre eller sønner for den sags skyld, har jeg ikke haft de store problemer med…. Jeg har taget den når de begynder at få lidt større interesse med det andet køn, end småforelskelserne…..

For den er slet ikke så svær at komme igennem…. De fleste unge mennesker ved jo en masse, så jeg åbnet “ballet” med en “Altid huske, aldrig glemme” og når det bliver tid, så kommer du bare…. Eller nu ser det ud til at være blevet lidt mere alvorligt, skal vi snakke eller skal vi få en tid til lægen, så vi kan få P.piller……

Og meget længere behøver den ikke at være, med mindre at den unge ønsker en længere samtale… Det vigtigste er nu at være åben og ærlig, samt at forsøge at lade være med at blive pinlig berørt, med røde kinder og en stammen sig igennem…

For helt ærligt, så er det jo ganske naturligt og behøver ikke at være så tabu-belagt….

Der er STOR forskel på at leve med synlige handicaps og så de usynlige….

De synlige kan man og andre tage at føle på, de er mere håndgribelige og dermed møder folk med disse større forståelse og accept….

De usynlige er straks en helt anden sag…. Det er kun en selv og måske ens nærmeste der kan “se” dem…

Jeg kan tage Gemalens smerter, ingen ved præcis hvorfor de er der, nogen egentlig diagnose har han aldrig fået, det eneste han har fået er, at han har smerterne og stivheden og at det ikke har noget at gøre med den schönlein Henoch (auto immun sygdom) han har….

Men ingen kan se hans smerter, ingen kan reelt se/mærke hvad det gør ved hans dag og det er fåtallet der udviser forståelse og reel accept af at han har et handicap…

Endnu værre står det til med de tabu-belagte usynlige handicaps…. De psykiske syge….

At være syg i sindet, er nok noget af det mest uhåndgribelige, med mindre at det er i MEGET svær grad… Så kan andre tydeligere “se” det og så bliver det mere håndgribeligt….. Ikke at man møder en større forståelse eller accept…. Nææeee nej, man bliver vel nærmest landsby tossen…..

Så er der dem af os, der udadtil virker normale… Nuvel vi reagere da lidt underligt engang imellem og får svaret i vest, når der spørges i øst… Og mange andre ting….

Indtil for 8 år siden gik jeg rundt og sagde.. “hvis andre er normale så er jeg unormal og hvis andre er unormale, så er jeg normal… For jeg er ikke som alle andre”. Hvis jeg dog bare dengang vidste hvor ret jeg dog havde…

Men Hvis kan jeg ikke bruge til noget….. For hvis nu jeg havde været klogere, så ville mit liv se andreledes ud…. Og jow tak, der var da ting jeg gerne ville have været foruden, men uden de ting, ville jeg jo ikke være den Quinde jeg er i dag…. Og i bund og grund er jeg tilfreds med hende, nuvel der er da stadig plads til forbedringer, men har vi ikke alle det ???

For ca. 9 år siden startede der en lavine, så stor. At jeg ikke kunne se skoven for bare træer… Jeg mødte Gemalen og vidste med det sammen at han var/er manden i mit liv… Han gav mig en kærlighed og tryghed, jeg på det tidspunkt ALDRIG havde set magen til… Og jeg var den lykkeligste quinde på jorden…. Slet og ret…

Men med hans tryghed, fulgte der også en bagside…..

Inden jeg fortæller videre, vil jeg lige komme med denne lille anekdote, der godt nok handler om Gud, men i min fortælling er det Gemalen…..

En mand er død og kommet i himlen, han møder Gud, og Gud spørger ham om han har været tilfreds med sit liv.
Manden svarer at han i store træk har været tilfreds, at han ikke har været i tvivl om Guds nærvær – hver gang,han har haft succes i sit liv, Men Han synes nu også at livet har givet ham sine knubs, hakker og rifter undervejs.

Gud viser ham to sæt fodspor i sandet på en fantastisk smuk strand og manden kan se, at de passer til alle de gange han har haft en positiv oplevelse i livet, men der hvor han følte sig mest alene, længst nede, mest utilstrækkelig, havde de største bryderier er der kun et sæt spor i sandet, og han spørger Gud: hvorfor er der kun et spor her, hvorfor forlod du mig, hvorfor lod du mig alene – Hvortil Gud svarer: Det var der Jeg bar dig.

Jeg starter med September 2002, et år efter at jeg har mødt Gemalen….. Jeg er ved at tage PC-kørekort og skal op til min første prøve….. Det er ikke fordi at jeg behøver undervisningen, men det at have kørekortet, var nok meget godt, nu da min forældreorlov var slut.

Jeg nåede dog aldrig op til prøven, for samme dag måtte jeg sygemelde mig….. Jeg kunne ingenting, var røget i en kælder sort, sort, sort som kul……

Jeg endte til lægen, som mente at jeg havde en mild depression, så jeg blev sat på antidepressiv medicin… Men lige meget hjalp det…. Jeg sank dybere og dybere og så kom angstanfaldene… Noget jeg allerede som 17 årig havde stiftet bekendskab med, så jeg vidste hvad det var, da det første anfald ramte mig, som lyn fra en klar himmel, på en ellers okay dag…. Jeg nærmest faldt i armene på Gemalen og beskyttet af ham, hans arme og resten af hans krop, genfandt jeg roen… Det var her jeg fandt ud af for første gang, hvilken støtte Gemalen var… Senere skulle det vise sig at han var mere end en støtte, han var søjlen i mit univers, der sørgede for at jeg ikke forsvandt fuldkommen ind i glemslen. Det kan godt være at jeg i perioder forsvandt derind, men søjlen forblev stærk og ved min side….

Efter at have været syg på denne måde i 1½ år, krævede kommunen en undersøgelse hos en speciallæge på det psykiatrisk hospital Augustenborg….. Jeg blev rigtig vred, for hvad fanden lignede det, ikke at stole på at jeg havde det SÅ skidt som jeg havde det….

Men den dag i dag, fremstår d. 08.04.03 som en af de bedste dage i mit liv, på lige fod med fødslen af mine dejlige unger og vielsen med Gemalen……

Samtalen med Psykiateren tog 4½ time og var drøn hård, jeg havde Gemalen ved min side hele tiden…. Intet i mit liv er hemmeligt for ham, så selvom at vi kom ind på episoder i mit liv, som egentlig ikke tåler dagens lys, var der intet han ikke vidste i forvejen…. Psykiateren spurgte ellers meget respektfyldt om jeg ønskede at Gemalen skulle gå ud, da vi nu skulle snakke om ting, der måske ikke var så rare at snakke om, og ting som Gemalen måske ikke vidste noget om….

Da vi kørte hjem den dag, jublede jeg som jeg ikke havde gjort i LANG LANG tid, sådanne rundt regnet i 1½ år. Endelig vidste jeg hvad der var galt med mig og hvorfor jeg altid har følt mig udenfor resten af verden. Psykiateren nøjes ikke bare med at give mig 1 diagnose….. Nope jeg fik hele 4, men pludselig var det som om at alle de løse ender jeg havde i mit, blev samlet…. For pokker, der var jo en grund til det hele……

Psykiateren ændrede på stedet min medicin, så istedet for en mild omgang lykkepiller, kom jeg på en meget høj blandet dosis af dem. Og så ville han skrive en henvisning, med haster udenfor, til Distrikt Psykiatrisk Team i byen hvor jeg boede…

Da vi kom hjem gik jeg hurtigt igang med at søge al den oplysning om min Primær diagnose, alt på nettet blev gennemsøgt og gennemlæst. Biblioteket blev dynget til med bestillinger på bøger, hvor jeg kunne læse om sygdommen. De bestilte endda en bog hjem fra USA til mig…. Og jeg læste og læste, ligeindtil jeg var ved at brække mig, af at læse de samme ting igen og igen. Men på det tidspunkt havde jeg også læst om sygdommen i 1 års tid.

Da jeg kom dertil (Distrikt Psykiatrisk Team) 2 måneder senere, blev jeg indlagt på Daghospitalet, 3 timer 2 gange om ugen… Set tilbage på det år jeg var indlagt der, kan jeg ikke andet end at ryste på hovedet…. Min kontaktperson svigtede aftaler flere gange, uden at jeg blev orienteret og flere gange endte afdelingen med at ringe til Gemalen for assistance, udelukkende fordi at samtalerne kørte mig SÅ langt ned, at de (uddannet personale) ikke formåede at få mig op igen….

Det samtalerne fremkaldte var såkaldte minipsykoser, den 17. juni 2006 havde jeg min sidste, hvilket jeg er utrolig glad for, da jeg ingen kontrol havde, anede ikke hvad jeg gjorde eller hvad jeg sagde. Men det værste ved dem var nu nok at vi aldrig vidste hvornår de kom og hvad der fremkaldte dem.

Efter at have været indlagt i næsten 1 år, ændrede de måden, de behandlede på og det kunne jeg på det tidspunkt ikke forene mig med, jeg kunne ganske enkelt ikke overskue det, så jeg blev udskrevet. Kort tid derefter fik jeg tilkendt førtidspension. Begge dele gjorde at jeg fik det bedre… Disse ting skete i April og Maj 2004

Sommeren kom i 2004 og vi fandt vores hus på Ærø. Flytningen til roligere omgivelser gjorde også at jeg fik det bedre…

Langsomt men sikkert har jeg rejst mig op. Min personlighedsforstyrrelse vil altid være en del af mig, men den er ikke længere konstant styrende. Jeg kan ikke se mig fri for enkelte episoder hvor den viser sit ansigt og heller ikke se mig fri for at jeg pga. den ikke kan “tåle” stress, men grænsen for hvor grænsen ligger, flyttes hele tiden og jeg kan “tåle” mere og mere….

Jeg kan give det eks. at da vi var flyttet, var det enormt stressende for mig at tage en 3 timers tur til Svendborg, sådanne en tur ville ødelægge mit overskud i flere dage…. Nu er det kun hvis jeg skal afsted flere gange den samme uge, at jeg kan mærke det….

Jeg har en kontaktperson der kommer hjemme hos mig efter behov, i gode perioder kan der gå 3-4 uger imellem og i dårlige perioder kommer hun hver uge. Derudover har jeg altid DPT (Distrikt Psykiatrisk Team), som jeg kan hive fat i… Der skal selvfølgelig være en grund til at jeg gør det.

I skrevne øjeblik har jeg kontakt med DPT, for at få hjælp til at ændre, de reaktionsmønstre jeg har, når jeg støder ind i forskellige situationer, der starter en negativ spiral for mig, for jeg skal lære ikke at tage alting personligt, samt lære at spørge folk hvad de mener, istedet for at tro at de mener det negativt, når jeg oplever situationer der får mig til at tro det.

Som mange andre bloggere har jeg også en lille notesbog i tasken, i den skriver jeg de ovenstående situationer. Situationen, følelserne og tankerne omkring det. Så tager jeg det op med hende fra DPT, når hun kommer. Bagefter noterer jeg, hvilke kommentarer hun har til det, og på den måde kan jeg selv arbejde videre med det.

Jeg har arbejdet så meget, læst så meget og levet så meget med min Borderline, at jeg kunne blive ved med at skrive. Men på et eller andet tidspunkt skal jeg stoppe dette indlæg.

Hvis du skulle have læst med hele vejen, så WOW for det blev godt nok noget af en smører

At gribe ind i et andet menneskes liv, når personen ikke ønsker det, er MEGET grænseoverskridende…

Ikke kun for personen, men så sandelig også for den der griber ind…

I går, måtte jeg gribe ind i et andet menneskes liv, for at redde personen, fra sig selv…..

Personen (Y) var blevet grebet af en sådanne negativ spiral at det var umuligt at slippe fri fra den….

Jeg var på afstand vidne til at Y, gik ud for at brække sig, skar i sig selv og truede med at tage sit eget liv…..

Jeg fik sendt X afsted for at se til Y, for jeg var dybt bekymret…. Det virkede meget værre end jeg ellers har oplevet det tidligere….

X fandt Y i en lige så ustabil og nedkørt tilstand som jeg frygtede og da jeg fik muligheden for at tale med Y, måtte jeg give udtryk for min bekymring, specielt over truslerne med at tage sit liv…. Og da Y sagde at det ikke var en trussel men en konstatering, blev jeg for alvor bekymret……

Da jeg fik X tilbage i tlf. gjorde jeg X opmærksom på at så slemt har det aldrig været før, og at jeg nu ville ringe 112… Selvom at jeg godt vidste at jeg fik imod Ys ønske….

Men hvis jeg skulle kunne se mig selv i øjnene i dag, så var jeg nød til det…..

Politiet ønskede heller ikke at tage det ansvar at efterlade Y alene, så Y blev kørt på skadestuen… Og efter megen snak frem og tilbage, blev Y kørt tilbage til startpunktet, men Y havde indvilliget i, at X skulle være hos sig. Politiet ventede hos Y indtil X igen nåede frem.

Da X nåede frem, kunne X mærke forbedring i Ys tilstand og X fik besked på at spørge Y om jeg skulle komme, for så ville jeg tage den næste færge…. Men som ventet ville Y ikke tale med mig, da det jo var mig der havde ringet til alarm.

Jeg kunne intet andet end at sætte mig tilbage og krydse fingre for at alt gik fint… X havde lovet mig, med jævne mellemrum, at gøre mig opmærksom på hvordan det gik….

Midt i Bonderøven ringede min mobil så, da jeg så det var X, stoppede mit hjerte et kort øjeblik, hvad nu ???

Heldigvis var det Y. En meget stille og træt Y, der efter at jeg havde spurgt om Y var sur på mig, svarede at det var Y. Og jeg fik en kort beskrielse af hvad Y følte ved det jeg havde gjort. Men det virkede heldigvis til at Y forstod at jeg ikke følte at jeg havde andet valg.

Jeg har snakket med et par personer om det skete, og er blevet bekræftiget i at jeg som et ansvarligt voksent menneske ikke kunne have handlet anderledes og det har hjulpet mig, for man kommer til at stå og tænke tilbage for at se om man kunne have gjort noget anderledes… Noget mindre dramatisk.

Men det kunne jeg ikke….. Og jeg kan med god samvittighed se mig selv i øjnene…

Jeg syntes at det er lidt skægt, som andres milepæle påvirker mig….

Min Stedfar fylder 60 i dag, hvilket fik mig til at tænke på, at om 2 år, der runder jeg de 40 år, for pokker jeg er jo ved at være “gammel”…

Men når jeg tænker tilbage, kan jeg tydeligt huske hvordan andre milepæle har påvirket mig gennem tiden…

Da min ældste datter startede i skole… Puha jeg følte mig pludselig med et gammel. Udelukkende fordi at jeg selv mindes at min mor var gammel da jeg startede i skole…..

Så har jeg meget svært ved at forstå, at min “lille” pige bliver 18 år her til september og at min anden endnu “mindre” pige skal konfirmeres næste år og min bonusknægt skal konfirmeres her i næste måned….. Og jeg kunne nok blive ved lidt endnu *GG*

Indeni føler jeg mig stadig 20 år… Dog med en hulens masse erfaring, som jeg ikke havde da jeg var 20 år….

Men sådanne en milepæl i familie sætter en masse tanker igang…

Da jeg vågnede, MEGET tidligt i morges, var jeg fyldt af følelsen af at have mistet en STOR del af mig selv… Med følelsen af, på en eller anden måde, at være amputeret…..

Når jeg sidder her og skriver om det, fylder følelsen op inden i mig igen og kuldegysninger ryster igennem min krop…

Jeg har bestemt ikke haft det godt i nat, har konstant svinget imellem sovende og vågen tilstand.

Drømmen husker jeg ikke frygtelig meget af, men en ting er helt sikkert…… Gemalen har forladt mig…

Jeg sidder alene tilbage med al smerten, der er fuldkommen umulig at rumme, så stor er den….

Det er ikke længe siden at Gemalen har haft en lign. drøm.

Så kan man så undre sig over, hvad der er gang i….. INGEN af  os, har så meget som tænkt på at forlade den anden…

Gemalen tænker at det er en reaktion på hans nye arbejde, der gør at han ikke er hjemme 4 aftener om ugen. Den tid vi normalt bruger på hinanden…

Mig, ja jeg tror noget andet, for da jeg vågnede krøb jeg ind til Gemalen, og blev klar over hvor STOR min kærlighed til ham egentlig er…

Nogle gange, kommer man ind i perioder, hvor man tager hinanden for givet….. Man bliver lullet ind i hverdagens rytme og “glemmer” lidt kærligheden….

Hvis du spurgte mig i går, ville jeg have sagt, at det gør jeg aldrig…. Men efter drømmen i nat, følelserne, både smerten og kærligheden. Så er det helt klart der budskabet ligger….

Glem nu ikke kærligheden, glem ikke at fortælle din partner om den….

Den er SÅ dyrbar den kærlighed

at få en halv time til bare at ligge og gasse i sengen med Gemalen…..

I dag var min ½ års kontrol, efter biopsien…

Stolen kender vi vist alle sammen…

Og har man født et par børn, ja så har man været oppe i den et par gange…

Hvorfor er det så at man altid skal fortælles at man skal have bagdelen helt ud på kanten ???

Nå men der blev blot taget en “normal” test, for alt så fint ud…

Gynækologen sluttede med lige at ville tjekke en ting… Hvor efter at han lige tager lidt glidecreme på fingeren og putter den ind og siger Knib, mens han skævt smiler og siger, for det husker du vel, når du har født så mange gange….

Jeg kniber og overraskelsen kan næsten ses i hans ansigt…. Mens han udbryder… Ja det husker du da, den ros skal du have og det er altså alt for sjældent at jeg kan rose en kvinde for det

Nu kan jeg så vente i 2-3 uger på at modtage svaret på testen……

Øhh hvorfor er det lige at sådanne Gynækologer enten er “Gamle og klamme” eller “Unge og Good-looking” ??????

Ikke fordi at undersøgelsen er “spændende”, men det bliver altså lidt sjovere, når det er sidstnævnte :LOL:

I går fik Luna et hysterisk anfald… af de helt store….

Vi havde siddet i 2 timer og nusset, da jeg skulle lave mad for Gemalen der har lagt sig… Og det var frøkenen ikke tilfreds med, hun ville have mere….. Og det kan man jo ikke fortænke hende i….

Men hendes reaktion var vildt overdrevent…. Hun begyndte at sparke og slå mig? Så jeg fulgte hende op på hendes værelse, så hun lige kunne tænke over hvordan man opfører sig… For efter alt det med pigernes far, så er det strengt forbudt at slå og sparke her i huset, også selvom at det bare er for sjovt…..

Jeg satte mig med hende på sengen, for at holde lidt fast på hende, da jeg ikke ville slås, med det resultat at hun i den grad begyndte at sparke mig i ryggen….

Og ramt rigtig det gjorde hun i den grad… Min lænd er fuldkommen ødelagt nu

Jeg syntes at det er rigtig, rigtig træls at hendes frustrationer, på den måde skal gå ud over mig, for det kan godt være at hun blev frustreret over at vi ikke kunne nusse mere, men jeg ved også at der lægger meget mere bag, hendes reaktion…

Jeg har SÅ svært ved at forstå at der ikke ydes hjælp til at mine piger kan bearbejde, det de har været igennem…..

Nu kan jeg så gå rundt og have smerter i lænden, ikke lige det smarteste, når nu jeg er bagud med at høste mine pil…. For de skal høstes inden det for alvor bliver forår… Og arbejdet med at høste er spec. hårdt for lænden Æv altså……