4. Juni 2011, ville jeg løbe min første ½ Marthon og da der var massere af tid til at komme op i km. Ja så skulle det ikke være noget problem, der skulle løbes, men der var faktisk mange uger, hvor der ikke behøvede at blive øget i afstanden….

SUK Men sådanne skulle det altså ikke gå :’( Pt. har jeg ikke løbet de sidste par måneder…. Jeg er nemlig kørt fuldkommen træt af de problemer jeg havde med mine sko…. Hvis ikke de gnavede ja så smadrede de mine skinneben og det selvom jeg strak ud til den store guldmedalje

Men i Januar tog jeg tyren ved hornet og gik til min læge… Første dom var Platfod, det i sig selv behøver ikke at være noget problem, men det er det jo for mig, så en tur til ortopædisk i Svendborg, var næste skridt…..

Onsdag d. 12. var jeg til lægen, tirsdag fik jeg et opkald om et afbud og onsdag d. 19. var jeg i Svendborg og fik endnu en “dom” udover platfod har jeg også forfodsnedfald… Jeg fik en ordinationsseddel i hånden som jeg skulle give vidre til kommunen…. Onsdag d. 2. Februar var jeg så ved en bandagisk og fik lavet aftryk af mine fødder, samt underskrevet en ansøgning til kommunen…..

Nu venter jeg så på svar om kommunen vil give tilskud eller ej….. Jeg krydser alt hvad jeg kan, for det er godt nok en dyr affære, men indlæg skal jeg have….

Min diætist mener lige at jeg kan nå mit mål, hvis der vel og mærket ikke kommer noget i vejen og hvis jeg er opsat på at skulle ned at gå et par gange under selve løbet…. Det der med at komme ned og gå har jeg ingen problemer med, men jeg tør ærlig talt ikke stole på at der ikke kommer forhindinger….

Så kan jeg gå efter at løbe 1/4 Marthon, som jeg ihverfalde burde kunne træne mig op til eller at insisterer på at nå mit mål, træne mig selv op, så meget som jeg nu kan nå og se bort fra alle retningslinier og alligevel gennemføre, med risiko for at smadre mig selv, ved selv løbet…

Jeg syntes ikke den er nem, jeg kan se det fornuftige i at holde mig til den 1/4, men jeg brænder for den ½. SUK

Denne smukke lille Engel blev født i går nat.

Hun holder rigtig godt fast i Mormor’ens Pentagram… Man ved vel hvilke energier der er gode…

Den halve nat sad jeg med hende, så hendes forældre kunne få sovet, for de var godt trætte…

Fødslen var var simpelthen en drømme-fødsel af en førstegangs fødende….

Lykke startede med uregelmæssige veer lørdag aften, søndag kunne jeg godt høre at det nok var smartest af jeg tog den sidste færge over til Svendborg… Da jeg ankom 22.30 havde hun stadig uregelmæssige veer… Jeg overvejede faktisk at få en smule søvn, efter 1 times tid, for der kom de stadig som vinden blæste…

Men ved midnatstid syntes jeg faktisk at de var taget til i styrke og at de var regelmæssige og ganske rigtigt… Der var ca. 4 min. imellem og allerede efter 3 veer var der under 3 min. Så mente jeg at det var tid til at ringe til fødegangen…

Vi ankom på fødegangen og kort tid efter blev hun undersøgt.. Kl. 0.55 var hun allerede 8 cm åben… Way to go girl….

Vores alle sammens lille Engel kom til verden kl. 2.31.

Foruden mine børns fødsel og min nuværende mand, er hun simpelthen det bedste der er sket for mig… Så lille og fin.. Og bare Perfekt..

Hun vejede 2830 g. og var 49 cm. lang…

Jeg er SÅ glad for at jeg fik lov til at få den ære at se hende blive født… En større ære tror jeg slet slet ikke findes…

Det har ikke været nemt at være gravid for min datter, men nu ser det endelig lyst ud….

Først var der mange måneder med opkast og alt hvad det tager med sig, hovedpine, svimmelhed o.s.v.

Så havde hun lidt tid hvor hun kunne nyde at være gravid…. Og så begyndte bekymringerne…. Hun tog det sgu nok pænest af os alle, personligt har jeg været et nervevrag de sidste par måneder…

Den bette vejede ikke nok…. Så fulgte hun dog sin egen kurve og vi kunne ånde lettet op…. Så tog hun kun sølle 50 g. på i løbet af 14 dage og i starten af måneden vejede hun kun små 2300 g.

I går kunne hun så komme til kontrolscanning for vægten, men 2 gange i løbet af de 14 dage har hun været til scanning for at måle flow og fostervand. For fostervand har bestemt ligget i den forkerte ende…. 5.2% var det nede på, hvor minimum må være 5%….

Til vægtscanningen i går, kunne vi alle smile og ånde lettet op, for på de 14 dage har hun taget 400 g. på. Og dermed vejer hun det samme som Lea vejede da hun blev født…. Det er ikke meget, men det er heldigvis fint.

Jeg er personlig glad for at hun ikke bliver sat igang pga. mistrivsel også selvom at den sidste måned har været fyldt med nerver og jeg tror at alle nu blot gerne vil have prinsessen ud….

Prinsessen er iøvrigt mere end klar, hende der scannede i går, spurgte om hun allerede var igang, da den bette ligger så dybt, så nu er det kun et spørgsmål om tid.

Når jeg ser tilbage på mine egne graviditeter, må min familie have været nervevrage det meste af tiden… Eller også er jeg bare enormt dårlig til at håndterer problemerne i min datters graviditet….

38 år er jeg pludselig, men jeg nåede det dog inden jeg fik en ny titel

Nogle dejlige gaver fik jeg og en hyggelig morgen, inden vi sendte ungerne afsted og selv drog til Svendborg…

Gemalen skulle købe ind til Klubben og jeg skulle kramme min skønne datter samt tale et par alvorsord med mit kommende barnebarn……

Der er kun 19 dage til termin og hun er et lille myr…. 2300 g. og de sidste 14 dage har hun kun taget 50 g. på… Slet slet ikke nok…. Så på tirsdag skal hun kontrol scannes og så har hun da bare at have taget noget mere på…..

Derudover har hun kun 6.2 % fostervand tilbage… Og det er heldigvis nok, men meget tæt på grænsen, der ligger ved de 5 %…

Den kommende mormor her er en kende bekymret, men forsøger ligesom min fornuftige datter at huske på at hvis det havde været helt galt, ja så var hun blevet sat igang i går…..

Nu venter vi så spændt på scanningen på tirsdag, samt krydser alt hvad der kan krydses…. Imens laver jeg nu kun måske aftaler…..

Stikord

1. Viden : Har læst alt hvad der er at læse om Borderline, for med viden kan jeg bekæmpe.
2. Søjle : Når alt var ok, vidste jeg at Gemalen elskede mig, ligegyldig hvad og ligegyldig hvor dårligt jeg havde det og hvor meget det gik ud over ham, så elskede han mig og kunne finde overskuddet til at vise mig det.
3. Ord : Sammen med Gemalen kunne jeg tale om alt det onde.
4. SIMs : Spillet er en simulation af "verden" her var en verden, nogen liv som jeg kunne styre og dermed forsvandt mit eget fokus på mit eget liv. (Og tro mig, jeg spillede meget SIMs)
5. Accept : Jeg accepterede min sygdom, fuldkommen som den var (Og det gjorde Gemalen også)
6. Søvn : Viden om at det er igennem søvn at vi regenerere, altså det er der vores sjæl healer sig selv.
7. Medicin : Jeg er/var korrekt medicineret og accepterer at beroligende er en del af det, men ikke mere beroligende end at jeg stadig kan tænke klart.
8. Tumling : En viden om at alt hvad jeg end har været igennem i mit "fucking" liv, så har jeg altid rejst mig op igen.
9. Livet går videre : Ligegyldig hvor langt nede jeg end var, så sørgede Gemalen for at familien og familielivet bestod og at det derfor var okay at have det skidt.
10. Ukuelighed : Jeg ville bekæmpe sygdommen.
11. Sortering : Jeg sorterede alt det fra som ikke hjalp mig. (Venner, bekendte og endda famillie og nu jeg tænker over det, så frasorterede jeg også Gud)

En af de vanskeligste ting i verden, er at række hånden ud, for at bede om hjælp…

Ikke alle tager hånden for at hjælpe….. Jeg kan slet ikke lade være….

Og dermed har jeg brugt energi på at hjælpen en ung pige…..

Og da jeg skrev til hende i går “Husk at jeg er her for dig”

Svarede hun “Ja vil jeg altid huske… Mange tak for hjælpen… Jeg er dig evig taknemmelig”

Jeg er glad for at jeg reagerede, selvom at det har fået konsekvenser for forholdet mellem Liv og hendes veninde….

Jeg kan nu kun krydse fingre for at der er en der ser, at jeg gjorde for at hjælpe og ikke for at skade… Så de atter kan være sammen….

Jeg mangler nu kun at få vægten ned, for at cirklen er rund….

Kostkompasset nu

Jeg føler selv at jeg har god grund til at være stolt

For pokker hvor det dog gjorde ondt… Men jeg reagerede da heldigvis som man skal….

Stod stille, løftede ud i min læbe, da den på et tidspunkt lige var indenfor og jeg undlod at gå i panik…..

Kan godt forstå at Luna var noget kvæstet i går da hun kom i nærkamp med nogle bier, der forvildede sig op under hendes hår….. Hun panikkede og endte med 1 stik i nakken, 1 i hovedbunden og 2 øverst i panden…..

Her forsøger hun, meget tappert at smile…  Men vi måtte sætte almindeligt plaster ovenpå Bi-Plasteret, da hun var så panikslagen at det ellers ikke kunne sidde fast, og så er der jo ikke nogen ide med det….

Vi må have fat i sådanne en suge dims, for mit stik sad lige ved læben og der kan man ikke sætte plaster….

Jeg fik stikket i dag, da jeg jo gerne vil tage nogle gode billeder, når de er “i bierne” men vi har kun 1 fuld dragt til Gemalen og et net til ansigtet, samt store handsker til Luna…… Så jeg kommer lidt for tæt på de vrede bier, der forsøger at forsvare deres hjem…. Så fuldt ud selvforskyldt…

Luna har været lidt rædselslagen for at være ude i dag, så vi besluttede os til at Gemalen og hende skulle i bierne her til aften…. Op på hesten igen…..

Så nu håber jeg bare at Luna har fået en reminder om at det altså er dyr man skal respekterer og man skal ikke sådanne gå i panik… Ikke nemt når man er et barn. Men hun var lige en tand for selvsikker på at bierne da ikke ville stikke hende…..

Da jeg tændte pc’en i går morges, efter at have sendt unger afsted i skole, var det første mit øje så, en anden persons blogindlæg om Mariannes mand…..

Tæppet blev flået væk under mig og jeg fik kvalme….. Min tænkende hjerne satte ud…. Og jeg gik på overlevelse….

Morgenmaden blev spist, mens jeg sank meningsløsheden…. Fandt Mariannes blog og skrev et par ord…. Men alt andet blev skubbet i baggrunden….

Så min morgenmedicin glemte jeg…. Det hjælper så ikke på mit psykiske velbefindende….

Jeg har fulgt med på Mariannes blog i ca. 2½ år… Og på den tid kommer man tæt på de personer man læser om….

Jeg har beundret hende og familien, for de rejser sig op og klare livet med et smil, trods alt de bliver sat igennem….

Nok derfor at de ligger så tæt på mit hjerte og fordi at de som familie er rollemodeller for mig…. Når livet giver en, så mange opgaver og problemer at mange mennesker ville sætte sig ned for at opgive… Så har Marianne set det hele som opgaver ja, men ikke som sådanne problemer, nej det har været muligheder…

At komme igennem SÅ meget og stadig have smilet og livslysten, DET kræver noget af en kvinde.

Så i går var mit hjerte blødt og mine øjne være fyldt med tårer….

Det var svært at finde nogle ord, i den store meningsløshed, der fyldte mit sind i går….

Man vil så gerne gøre noget, men der er SÅ forfærdeligt lidt man kan gøre…

For jeg kan slet slet ikke rumme andet….

Jeg har kvalme og kan ikke finde nogen mening med noget lige nu…

Jeg ved i mit hjerte at man ikke bliver udsat for mere end man kan bære, og så må Marianne godt nok være en sindsyg stærk kvinde….

For selvom at jeg ikke kender hende og hendes familie personligt, så kender jeg dem gennem bloggen og det er nok til at jeg sørger med familien……