Arduinna

følelserne……

Da jeg tændte pc’en i går morges, efter at have sendt unger afsted i skole, var det første mit øje så, en anden persons blogindlæg om Mariannes mand…..

Tæppet blev flået væk under mig og jeg fik kvalme….. Min tænkende hjerne satte ud…. Og jeg gik på overlevelse….

Morgenmaden blev spist, mens jeg sank meningsløsheden…. Fandt Mariannes blog og skrev et par ord…. Men alt andet blev skubbet i baggrunden….

Så min morgenmedicin glemte jeg…. Det hjælper så ikke på mit psykiske velbefindende….

Jeg har fulgt med på Mariannes blog i ca. 2½ år… Og på den tid kommer man tæt på de personer man læser om….

Jeg har beundret hende og familien, for de rejser sig op og klare livet med et smil, trods alt de bliver sat igennem….

Nok derfor at de ligger så tæt på mit hjerte og fordi at de som familie er rollemodeller for mig…. Når livet giver en, så mange opgaver og problemer at mange mennesker ville sætte sig ned for at opgive… Så har Marianne set det hele som opgaver ja, men ikke som sådanne problemer, nej det har været muligheder…

At komme igennem SÅ meget og stadig have smilet og livslysten, DET kræver noget af en kvinde.

Så i går var mit hjerte blødt og mine øjne være fyldt med tårer….

Det var svært at finde nogle ord, i den store meningsløshed, der fyldte mit sind i går….

Man vil så gerne gøre noget, men der er SÅ forfærdeligt lidt man kan gøre…