For blot et par uger siden
var han en “lille” dreng… Han havde himmelvendte øjne, når han fortalte om de andre drenge i klassen, der bruger deo og duftevand…
12 år gammel… Det er for sent at opdrage på ham nu…. Nu kan vi guide, vejlede og råde… Og når den “lille” dreng kigger forsigtigt frem, så kan vi støtte ham vidre….
Jeg har lært så meget i den sidste tid, om at være forældre til en teenager. Jeg er helt klart bedre forberedt nu, end med den første…
Der er 10 måneder til at han for alvor bliver teenager, men jeg ved også at de hormoner der gør at man bliver teenager, starter tidligere end da vi selv var i den alder…
Siden han kom hjem fra hans mor, har hormoner sammen med frustrationer, løbet lidt løbsk… Og der har skulle tages små stikprøver, for at finde frem til en delårsag til problemet… Da den først var fundet, ja så skulle der graves.. For sindet er en stor labyrint af blindgyder…. Men sammen fandt vi vejen og sammen fandt vi en plan…
Mit arbejde er ikke i slut i denne plan, jeg skal sikkert men blidt, holde ham fast….
Kender jeg ham ret, så vil han forsøge at snige sig udenom, for det er den vej han kender… Men han har et mål og jeg skal nok stå her ved siden af og støtte ham… For målet ligger lige der fremme…






Det er en stor og svær proces for både ham og dig, men det lyder som om du har styr på det og fat i den lange ende.
Jeg syntes det sværeste at forstå er at man også selv bliver ældre, hvor bliver de år lige af.
Helle… Jeg føler også at jeg har styr på det… Men ja det er en svær process
Marianne.. Yepper, på nogle områder føler jeg mig stadig 17 år… Men det er lang tid siden ;-D